Indvendig rengøring af ruder og spejle.

Så er den søde sommertid kommet, i skrivende stund skinner solen fra en skyfri himmel og temperaturen er ca. 25 grader, skønt, men selvom det er varmt skal bilen jo gøres klar til ferieturen.

Som så mange andre danskere har min familie og jeg i år besluttet selv at køre på ferie, hvilket jo stiller lidt ”krav” til bilen. Udover at mekanikken skal være i orden er det altid rart at have en ren bil, når nu man skal tilbringe en masse timer i den J

Det jeg går mest op i ved klargøring af bilen til lange ture er et rent udsyn. Et godt udsyn er jo første skridt mod problemfri kørsel, hvor man ikke bliver blændet af genskinnet fra den fedtede forrude.

I dag hvor solen skinner har jeg været nødt til at køre bilen ind i carporten før rengøring af ruderne. At pudse / polere ruder i solens stråler gør det temmelig besværligt at undgå striber på glasset. produktet fordamper simpelthen for hurtigt hvis fladen man rengøre er for varm, så undgå unødigt besvær og kør bilen ind i skyggen.

Til indvendig rengøring af ruder og spejle benytter jeg Sonax ruderens. Sonax ruderens gør det den skal, nemlig at rengøre ruden effektivt med et minimum af besvær.

Til en start ruller jeg altid ruderne lidt ned så jeg kan starte med at rengøre den del af ruden der kører op i gummilisterne, der sidder altid en masse skidt og gemmer sig her, hvilket ofte medfører pletter på mine lyse sommerskjorter L, når nu jeg sidder med armen ud af vinduet i det dejlige sommervejr. Skidtet her er ofte genstridigt så det kræver en god omgang knofedt. Jeg får normalt det bedste resultat ved at spraye lidt Sonax ruderens på en Microfiberklud og så en omgang god gammeldags knofedt. Efter endt rengøring af rudekanterne rulles ruderne op igen så jeg er klar til det egentlige arbejde. Sideruderne samt bagruden er oftest de nemmeste at rengøre, fordi der i de fleste biler ikke her sidder luftkanaler, der blæser lettere beskidt luft direkte på ruderne hele tiden.

At bruge produktet er en smal sag. Spray ruderensen direkte på glasfladen og poler efter med Microfiberklud. Husk at mere ikke er lig med et bedre resultat, det gør det kun mere besværligt at undgå striber hvis man søber ruderne ind i for meget ruderens.

Og så til forruden:

Jeg har med tiden fundet ud af at rengøringsmidler oftest med fordel kan få lov at ”sidde” lidt inden aftørring. Så min fremgangsmåde er som følger. Spray et tyndt lag ruderens på ruden og lad det virke i 1-2 minutter. Undgå dog at lade produktet tørre helt ind! Efter endt virketid poleres ruden nu i cirkulære bevægelser med Sonax Microfiberklud indtil alt ruderens er tørret af. Som sidste punkt tørres efter med en ren og tør microfiberklud, så er du helt sikker på at ruden er fri for striber. Ruden bør nu være fin og ren samt klar til ferieturen. God ferie!

Tip. Med den nu fugtige microfiberklud kan du med fordel lige tørre bakspejl samt makeup spejl af også. På denne måde sikrer du også en glad kone 🙂