Vi har nok alle hørt dette sagt før.
Husk at rengøre og pleje alle bilens gummilister med silikone før vinteren sætter ind!
Men hvorfor er det nu lige vinteren skal have skylden? Tjahh, hvis bilens gummilister etc. er blevet tørre suger de i vintertiden vand og risikerer at fryse til, hvilket resulterer i døre der ikke vil åbne.
Årsagen til tørre gummilister er dog ikke frost og kulde, det er tvært i mod sommer og varme!
Modsat de fleste bilejeres opfattelse er det altså forkert kun at pleje gummilisterne lige før vintertiden sætter ind. Hvis man vil nøjes med at gøre det arbejde en gang årligt er det rigtige tidspunkt faktisk om foråret. På denne måde sikrer man at sol og varme ikke udtørrer og falmer gummilisterne henover sommeren, hvilket eliminerer problemerne når frosten kommer.
Fremgangsmåde til pleje af gummiet på bilen.
1. Aftør alle gummilister med en blød klud vredet op i lunkent vand.
Er listerne meget snavsede kan du med fordel bruge en anelse ganske almindelig opvaskemiddel i vandet.
2. Lad gummiet ”tørre” i ca. 5-10 minutter.
3. Spray silikone på listerne i et jævnt tyndt lag, eller indtil de ikke ”suger” mere.
(Undgå at spraye på ruder, lak etc.)
4. Aftør eventuelle silikone rester med en tør blød samt fnugfri klud.
Til de af jer der mener silikone spray er noget værre svineri at bruge kan i stedet anbefales at smørre gummilister etc. ind i glycerin som man kan købe i eksempelvis Matas. Min erfaring siger mig dog at behandlingen med silikone holder noget længere.
På denne nemme og billige måde slipper du for frosne døre i vintertiden samt eventuelt store værkstedsregninger pga. ødelagte gummilister.